torsdag , maj 24 2018
arda
Home / samfund / På et udrejsecenter vest for Aarhus sulter flygtninge sig selv i håb om en ny chance
(Billedet er taget af Emil Bülow Petersen, og er blevet godkendt af dem, der er på billedet)

På et udrejsecenter vest for Aarhus sulter flygtninge sig selv i håb om en ny chance

arda
Emil Bülow Petersen

Protest, demonstration, oprør eller strejke. Kald det hvad du vil. På udrejsecenteret Kærshovedgaard vest for Aarhus i Ikast, er der blod, sved og tårer, der dagligt rammer asfalten i gården foran centret.

Omkring 35 afviste asylansøgere, bosiddende på stedet, sulter og fryser dem selv i protest mod regeringens behandling af dem og deres asylansøgninger. De har alle fået afslag og er derfor havnet i Ikast i blandt marker og skov. Der er ingen offentlig transport, der går derud, og Christiansborg lader til slet ikke at kende til selve situationen. De har ikke spist eller fået svar fra nogen politikere i omkring 10 dage, noterer jeg d. 21.10.2017. De er utilfredse, da de gerne vil blive i Danmark og have en chance her frem for at skulle smides ud til et andet land, hvor de også risikerer afslag. De kan ikke rejse hjem, og selve bold-spillet i sig selv – at blive kastet rundt mellem lande – er udmattende og umenneskelig. De er alle sammen kurdere – dvs. statsløse – og det er én af årsagerne til at de får afslag ifølge Michael Barrett i en artikel på Thelocal.dk. 

De er blandt andet fra Iran, og generelt er Danmarks modtagelse af flygtninge derfra meget lav.

Situationen er svær. Folk fra nær og fjern kom i dag for at give kram, tøj, juice og for at tage billeder. De strejkende har forsynet dem selv med hvidt tøj, hvorpå der blandt andet står, ”Jeg er et menneske, ligesom andre.”

Det er bevist at asylansøgere, der bliver afvist befinder sig i et psykisk og fysisk såkaldt “limbo”, der er mentalt skadeligt og følelsesmæssigt uoverskueligt for de mennesker. Situationen er krænkende og det er tvivlsomt om lovgivningen er overholdt i forhold til måden disse mennesker bliver placeret og behandlet på af systemet. Udrejsecentrets politik omkring frihed siger, at de er frie til at gå og komme fra centret når de vil, men de er bundet til at sove og have adresse på centret. Denne politik er til for at overholde de internationale menneskerettigheder i forhold til isolation og flygtninge. Men problemet er, at centret er placeret midt i ingenting, og at de derfor har svært ved at se nogen grund til at forlade stedet. 

Det de i virkeligheden vil have, er adgang til et liv i Danmark. Jeg har de sidste par dage indsamlet tøj til dem i Aarhus, og her i morges kørte jeg derud med Jette. Vi ankom og fik en varm velkomst af både de strejkende og af de, der allerede var ankommet. Vi fik kaffe, smil og en masse ‘tak’ oven i hatten. Enorm kærlig måde at være på i en sådan situation, tænker jeg. De er desperate efter at få tilladelse til at vise Danmark, at de godt kan, og at de godt vil. Desværre har vi en regering vis lovgivning ikke hjælper, men derimod besværliggører situationen for dem. 

Jeg tog en masse billeder med mit eget kamera, som i kan se herunder. Jeg fik tilladelse af dem, der er på billederne, til at tage dem og offentliggøre dem. De vil gerne have medieopmærksomhed, så Danmark kan se hvad der er ved at ske på centret vest for Aarhus. Derfor må du – læseren – meget gerne dele artiklen her med din omgangskreds, og eventuelt kommentere din mening om det.

En af de afviste flygtninge lå på et underlag dækket til af diverse dyner og tæpper. Han var blevet meget syg af at have sultet i så langt tid. Han havde smerter, næseblod og er desperat efter retfærdighed og medmenneskelighed. Vi stod ved hegnet, som i en ’antrologisk’ dyrehave og fik snakket med dem, der tog sig af ham. En læge var på vej, fik vi at vide. Han lå og hostede og stønnede. I starten nægtede han lægehjælp – og da lovgivning siger at man ikke må behandle dem, der nægter det, blev vi endnu mere frustrerede. Så vi prøvede at tale med ham. Jeg sagde spontant: “Habibi… doctor! Na’am!”, som betyder noget i retningen af, ’ven… doktor! Ja!’. Jeg prøvede at signalere, at han skal sige ja til lægehjælpen. Men det hjalp ikke. Efter lidt tid besluttede han sig endeligt for at tage imod behandling inden lægen ankom.

Alt i alt er hele strejken forfærdelig, og vi skal prøve så godt som muligt at sprede budskabet ud over frejas sal for at hive politikerne i slipset: GIV DEM EN CHANCE MERE, råber venligboerne, kærester, venner og en masse andre i kor. Ombudsmanden skal efter sigende komme og se på sagen på mandag. Jeg håber han tager fat i problematikkerne. Indtil da kan vi bare håbe, at de snart får en grund til at stoppe sulte-strejken.

About Radio Sawa

Check Also

Efter massiv overbelægning på sygehuse: Nu kaldes tre ministre i samråd

På hver femte hospitalsafdeling var der i marts i år for mange patienter til for …

Arriva genkender ikke Støjbergs bekymring: Har aldrig haft problemer med muslimske chauffører under ramadanen

Der er ingen grund til at være bekymret for at sætte sig ind i en …

This site is protected by WP-CopyRightPro
X
¤
%d bloggers like this: