onsdag , maj 23 2018
arda
Home / Nyheder / Overblik: Det siger de om Løkkes nytårstale
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Overblik: Det siger de om Løkkes nytårstale

arda

Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde fokus på at afvikle ghettoområderne i sin nytårstale.

Ghettoerne skal fjernes, en skattereform er vigtig og betyder ikke, at velfærden lider overlast.

Det var nogle af hovedpunkterne i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) nytårstale.

Her er nogle af reaktionerne på talen:

* Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) på Twitter:

– Stærk nytårstale af statsministeren. Afgørende at vi får sænket skatten på arbejde og gjort op med parallelsamfund i vores gode land.

* Lizette Risgaard, LO-formand, på Twitter:

– Nej, Løkke. Tiden er ikke til skattelettelser. Vi har brug for pengene til bedre velfærd – præcis som danskerne efterspørger!

* Enhedslistens politiske ordfører, Nikolaj Villumsen, i en skriftlig kommentar:

– Statsministeren taler om, at Danmark er ved at knække på grund af parallelsamfund i ghettoerne.

– Jeg oplever derimod, at det danske velfærdssamfund er ved at knække under presset af dårlige normeringer, omprioriteringer og nedskæringer.

* Pia Olsen Dyhr, SF’s formand, i en skriftlig kommentar:

– Lars Løkke taler om, at vi takket være tidligere reformer nu både har råd til velfærd og skattelettelser, men han glemmer noget helt centralt – nemlig at reformerne blev betalt af dagpengemodtagere, syge og nedslidte for at vi netop kunne investere i velfærden.

– Det er altså at holde netop de grupper for nar, hvis pengene nu bliver brugt til skattelettelser og ikke til den vigtige velfærd.

* Karsten Dybvad, DI’s administrerende direktør, i en skriftlig kommentar:

– Statsministeren sætter fingeren på en af de helt centrale udfordringer for dansk økonomi – nemlig at flere og flere virksomheder søger forgæves efter medarbejdere, mens for mange indvandrere og efterkommere i dag ikke er del af arbejdsstyrken.

– Det er noget, som alle Folketingets partier bør tage alvorligt og finde løsninger på i fællesskab. Der er et åbenbart behov for at rette op på den mangelfulde integration af nogle af de indvandrere og efterkommere, som i dag lever i Danmark.

* Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokratiet:

– Socialdemokratiske borgmestre er gået i spidsen, når det gælder om at sætte ind mod parallelsamfund. Jeg har selv som borgmester i Aarhus gået i spidsen for at lave nedrivninger i Gellerup (aarhusiansk ghettoområde, red.).

* Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale, i en skriftlig kommentar:

– Mere strammerkage og symbolpolitik med DF, eller vælger de virkeligheden til med løsninger, der reelt betyder noget?

– Lad os starte med at sikre, at der går børn fra alle dele af samfundet i vores skoler. Så de vokser op sammen og dannes sammen. Det gør Danmark stærkere.

* Peter Skaarup, gruppeformand (DF):

– Der er nogle fornuftige elementer, hvor der mangler handling bag ordene. Krigsflygtninge skal vende hjem, når forholdene tillader det. Ja. Men der er brug for, at regeringen præsenterer, hvad den vil gøre eller lytter til de forslag, DF kommer med om den problematik.

* Bent Madsen, direktør i de almene boligselskabers brancheorganisation:

– Det er ikke fremmed for os at rive ned. Vi river 600 boliger ned om året. Tag et område som Gellerup. Der er vi ved at lægge en vej gennem området, så det hænger bedre sammen med resten af Aarhus. I den forbindelse river vi jo også boliger ned.

* Elisa Bergmann, formand for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund ( Bupl ), i en pressemeddelelse:

– Vi ved jo, at især udsatte og tosprogede børn har gavn af gode normeringer og uddannede pædagoger.

– Så hvis Lars Løkke Rasmussen virkelig vil gøre en forskel for de børn, der vokser op i ghettoer og udsatte miljøer, så skal der investeres endnu mere i daginstitutionerne.

* Jens Klarskov, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i en skriftlig kommentar:

– Det er glædeligt, at statsministeren sætter sig i spidsen for at få gennemført en skattereform. Erhvervslivet har brug for en hurtig og omfattende reform, så det bedre kan betale sig at arbejde. Lykkes det, vil det løfte velstanden og velfærden.

 

Jyllands-Posten /ritzau/

About Radio Sawa

Check Also

39.115 ledige har fået præmie for at komme i arbejde

Fra april til december sidste år blev 39.115 langtidsledige belønnet med en jobpræmie for at …

Politikere efter afsløringer om flygtningestrøm til Tyskland: »Asylsystemet er reelt set brudt sammen«

Flere politikere mener, at ordningen med kun at søge asyl i et enkelt land ikke …

This site is protected by WP-CopyRightPro
X
¤
%d bloggers like this: