tirsdag , maj 22 2018
arda
Home / Nyheder / Claus Hjort om DF-kritik af Løkke: Det er noget svineri
Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix

Claus Hjort om DF-kritik af Løkke: Det er noget svineri

arda

I V-toppen er man fortørnet over, at DF’er mener, at man kan købe sig til indflydelse på regeringens politik.

En gruppe storfiskere – populært kaldet kvotekonger – køber sig adgang til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringens fiskeripolitik via LøkkeFonden.

Det mener DF’s fiskeriordfører, Ib Poulsen.

En uhørt kritik, mener medlem af Venstres ledelse, forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

– Det er fuldstændig hen i vejret. Venstre modtager ikke økonomiske bidrag, der er hæftet nogle betingelser til overhovedet.

– Jeg synes ærlig talt, at Ib Poulsen, som er en samarbejdspartner i den daglige politik, skulle holde sig for god til at komme med den slags insinuationer, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ib Poulsen har erkendt, at han ingen beviser har. Men for ham står det ganske klart, at “man har købt sig adgang til at få indflydelse på regeringens førte politik”, som DF’eren formulerer det.

– Det afslører også det svineri, Ib Poulsen er ude i, siger Claus Hjort Frederiksen.

– Han har ingen beviser, men han føler alligevel bare, at han kan viderebringe det som en klar kendsgerning, at sådan ser det ud, siger forsvarsministeren.

Ib Poulsens udtalelser kom mandag, efter at FødevareWatch afslørede, at Løkke i 2016 mødtes med en gruppe fiskere for at drøfte en presserende dagsorden i fiskeriet.

Det skete i forbindelse med en årlig nytårskur i Thyborøn. Her deltog nogle af de samme fiskere for at samle penge ind til LøkkeFonden, som Løkke har stiftet, og som hans kone er bestyrelsesformand for.

Onsdag skal Løkke i samråd for at svare på spørgsmål om sine relationer til kvotekongerne.

Claus Hjort Frederiksen forventer ingen undskyldninger fra DF’s side. Hverken fra Ib Poulsen eller DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

– Jeg har bare behov for at fortælle, at Venstre er et parti, man ikke kan købe sig til en politik for. Det gælder i kvotesagen, det gælder i alle andre sager, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ib Poulsen forventer, at Løkke i onsdagens samråd “må komme ydmygt, lægge sig fladt ned” og sige, at han har relationer til kvotekongerne.

Det får Claus Hjort Frederiksen til at ryste på hovedet.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er et led i en smædekampagne mod Lars Løkke. Jeg kan bare konstatere, at det åbenbart er blevet melodien i Folketinget, siger Claus Hjort Frederiksen.

Er der slet ikke noget at komme efter i denne sag?

– Hvis man vil prøve at insinuere, at man kan influere Venstres politik gennem økonomiske bidrag, så er der ikke noget at komme efter, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han vil ikke svare på, om Løkke skulle have gjort noget anderledes i sagen.

Her har Ekstra Bladet afdækket, at storfiskeren John-Anker Hametner Larsen har givet Løkke en uges gratis brug af et sommerhus i Skagen til en anslået værdi af 10.000 kroner i fødselsdagsgave.

Samme John-Anker Hametner Larsen står samtidig i spidsen for det årlige nytårsgilde i Thyborøn, hvor der indsamles penge til LøkkeFonden.

Jyllands-Posten /ritzau/

About Radio Sawa

Check Also

Skal små ghettobørn tvinges i daginstitution?

Folketingets partier forhandler i øjeblikket om, at små børn i udsatte boligområder skal tvinges i …

DF takker nej til minister om flere udlændinge i job

Arbejdsgivere må bevise, at der ikke er ledige danskere, før de hyrer udlændinge, foreslår Dansk …

This site is protected by WP-CopyRightPro
X
¤
%d bloggers like this: