Home / lidt af hvert / Menneskeretskommissær går ind i sag, der truer central dansk asylstramning
Wikipedia

Menneskeretskommissær går ind i sag, der truer central dansk asylstramning

Europarådets menneskerettighedskommissær, Dunja Mijatović, involverer sig nu i en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som kan trække tæppet væk under en af de mest vidtrækkende udlændingestramninger i Danmark.

Sagen handler om treårsreglen, som afskærer tusindvis af flygtninge fra familiesammenføring de første tre år i Danmark.

I et brev til domstolen varsler kommissæren, at hun i sit indlæg vil adressere retten til familieliv og »konsekvenserne af lang tids adskillelse af familier«.

Kommissæren er en uafhængig institution under Europarådet, der omfatter 47 lande, som står bag domstolen. Det er første gang, at vagthunden går ind i en dansk sag. Siden 2010 er kommissæren kun gået ind i 19 sager om brud på menneskerettighederne i f.eks. Rusland og Aserbajdsjan.

»Det er beskæmmende, at Danmark har bevæget sig ind i en gråzone, hvor en af de højeste autoriteter på området træder ind en i retssag mod os,« siger Christian Dahlager, der er advokat for den 59-årige syriske flygtning, som sagen handler om.

Manden kom til Danmark i 2015 og venter fortsat på at få sin kone hertil.

Tyge Trier, advokat med speciale i menneskeret, vurderer, at kommissærens indblanding er en »markant fordel« for den syriske klager.

»Læser man dommene fra Strasbourg, kan man se, at det har en betydelig vægt, når særligt sagkyndige udtaler sig. Det er ikke det samme, som at Danmark taber sagen, men det er klart et lod i vægtskålen,« siger han.

Mikael Rask Madsen, juraprofessor ved Københavns Universitet, ser det som udtryk for, at sagen »rejser nogle meget principielle spørgsmål« om balancen mellem internationale konventioner og staternes ret til selv at bestemme deres udlændingepolitik.

DF mener, at »kommissæren bør holde sig langt væk«.

»Danmark er jo en duks i det her system,« siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF).

Regeringen har erkendt, at treårsreglen går »til kanten« af konventionerne – men ikke over. Højesteret nåede samme konklusion i 2017.

Sagen har så stor international bevågenhed, at Norge og Schweiz er gået ind på Danmarks side, da de mener, sagen er principiel for landenes ret til selvbestemmelse.

Hvis Danmark taber, skal regeringen som udgangspunkt ændre treårsreglen. Inger Støjberg oplyser, at hun afventer sagens udfald.

MICHAEL HJØLLUND
Jyllands-Posten

About Radio Sawa

Check Also

Nordiske lande vil kopiere dansk asylpolitik

Det er ikke længere kun hygge, bacon og grøn energi, der gør Danmark interessant for …

FN: Op mod en kvart million syrere vender hjem i 2019

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) skønner, at op mod en kvart million syriske flygtninge vil vende tilbage …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: