Home / lidt af hvert / Tyskere i tusindvis marcherede mod racisme i Berlin

Tyskere i tusindvis marcherede mod racisme i Berlin

Lørdag gik tyskere på gaden i titusindvis for at demonstrere mod racisme i kølvandet på en række fremmedfjendske episoder i den østlige del af landet.

Mindst 150.000 personer mødte op til demonstrationen, vurderer arrangørerne bag. Politiet har endnu ikke offentliggjort sin vurdering af fremmødet.

Det er allerede en succes, vurderer Theresa Hartmann, der er talskvinde for Unteilbar-bevægelsen, der har arrangeret demonstrationen. Hun siger, at de kun havde forventet, at 40.000 borgere ville møde op.

Vejret var mildt, da den store folkemængde marcherede gennem byen, inden deltagerne samledes ved Brandenburger Tor, hvor forskellige tyske kunstnere optrådte.Undervejs råbte demonstranterne antiracistiske slogans som “Mere kærlighed, mindre had” og “Ingen plads til nazier”.

Unteilbar-bevægelsen er dannet af forskellige aktivistiske grupper. Den har tidligere gennemført demonstrationer i Hamburg og München. Her mødte flere tusind også op.

Inden marchen beskrev udenrigsminister Heiko Maas, der er medlem af SPD-partiet, demonstrationen som et vigtigt signal.

– Vi vil ikke lade os blive splittet. Særligt ikke at højreorienterede populister, sagde Maas til lokale medier, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Ifølge ham står størstedelen af tyskerne for tolerance og åbenhed i verden. Han vurderer ikke, at en ny nationalisme vil løse et eneste problem.

– Mangfoldighed i arv, hudfarve, religion og livsstil beriger os, det truer os ikke, lød det.

Marchen er også delvist et svar til fremgangen hos det indvandrerkritiske parti Alternative für Deutschland (AfD). Partiet vandt rigtig indpas sidste år, hvor det fik sine første sæder i parlamentet.

Det skete, efter at mange var utilfredse med kansler Angela Merkels beslutning om at tage imod flere end en million flygtninge i 2015 og 2016.

/ritzau/AFP

About Radio Sawa

Check Also

Menneskeretskommissær går ind i sag, der truer central dansk asylstramning

Europarådets menneskerettighedskommissær, Dunja Mijatović, involverer sig nu i en retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i …

FN: Op mod en kvart million syrere vender hjem i 2019

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) skønner, at op mod en kvart million syriske flygtninge vil vende tilbage …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: