Home / Nyheder / Danmark står foran en plads i FN’s Menneskerettighedsråd

Danmark står foran en plads i FN’s Menneskerettighedsråd

Kvinders rettigheder, kampen mod tortur og rettigheder for LGBTI-personer.

Det er blot nogle af de fokusområder, som den danske regering vil bringe til bords, hvis Danmark fredag bliver valgt ind i FN’s Menneskerettighedsråd (UNHRC).

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er rejst til New York, hvor en afstemning i FN’s Generalforsamling afgør, om Danmark kommer ind i rådet for første gang nogensinde.

– Vi har en klar og tydelig stemme i forhold til forsvaret af den liberale verdensorden, forsvaret for menneskerettigheder, kampen mod tortur og forsvaret for minoriteters rettigheder.

– Derfor er det vigtigt, at et land som Danmark sidder i rådet, siger Samuelsen.

UNHRC blev grundlagt i 2006, hvor det erstattede FN’s Menneskerettighedskommission. Danmark stillede op til valg tilbage i 2007, men kom ikke ind dengang.

Tidligere i år skabte USA overskrifter, da amerikanerne meddelte, at man forlod UNHRC.

Rådet er en “hyklerisk og opportunistisk organisation”, der “ikke er sit navn værd”. Det var med disse ord, at den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, og USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, meddelte landets exit.

USA var dermed det første land nogensinde til at forlade den globale menneskerettighedsorganisation. Det var i protest mod manglende reformer.

Blandt USA’s kritikpunkter var, at lande som Kina, Cuba og Venezuela er medlemmer af rådet, på trods af at de selv overtræder menneskerettigheder.

Det kritiseres ligeledes fra USA, at rådet har en “kronisk bias imod Israel”.

– Det er ærgerligt, konstaterer Samuelsen om USA’s exit.

– Man kan vælge mellem to strategier. Amerikanerne har valgt den ene, vi den anden. USA trækker sig og underminerer dermed rådets arbejde eller diskvalificerer det.

– Vi arbejder indefra. Målet er det samme fra USA’s og vores side. Vi vil have et velfungerende råd. Vi tror mere på, at man skal reformere indefra, siger Samuelsen.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, forstår USA’s farvel. Han mener heller ikke, at Danmark skal være en del af UNHRC.

– Det er en latterlig organisation, som har fejlet igen og igen. Men det er bedre, at Danmark er der end Saudi-Arabien, siger Espersen, som mener, at der eksempelvis er for mange resolutioner mod Israel.

Samuelsen tror på, at Danmark bliver valgt ind. Men han forstår betænkelighederne fra flere sider.

– Oprindeligt var dette råd tiltænkt kun for lande med de højeste standarder inden for det her område.

– Det er helt åbenlyst, at det ikke er tilfældet i dag. Men vi kan arbejde på, at det er det, som er tilfældet fremover, siger han.

Bliver Danmark valgt ind, er det for perioden 2019-2021. Rådet består af 47 af FN’s medlemsstater.

/ritzau/

About Radio Sawa

Check Also

Flygtninge kan få permanent ophold i Danmark trods stramninger

Efter fire år kan flygtninge få permanent opholdstilladelse, som ikke kan inddrages ved fred i …

10.900 personer mister ret til dagpenge med nyt opholdskrav

10.900 a-kassemedlemmer står til at miste retten til dagpenge fra årsskiftet, når de nye regler …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: