Home / samfund / 13-årig »fuldt ud integreret« pige udvist af Danmark på trods af voldsomme protester
Privatfoto

13-årig »fuldt ud integreret« pige udvist af Danmark på trods af voldsomme protester

Mandag forlod den 13-årige pige Atcharapan Yaungyai, af familie og venner kaldet “Mint”, Danmark og fløj mod sit fødeland Thailand sammen med sin mor.

Moren, Ratre Thøgersen, er gift med en dansk mand, som hun har en treårig søn sammen med. Sammen bor de i Køge, hvor Mint også går i skole. Den treårige søn er nu blevet i Danmark sammen med sin far, Frank Thøgersen, mens mor og datter er rejst til Thailand.

Det er Udlændingenævnet, som har bestemt, at “Mint” ikke kan integreres i Danmark og derfor skal sendes hjem.

Ifølge sn.dk, som har dækket sagen gennem længere tid, lægger nævnet i sin afgørelse vægt på, at Mint er født og opvokset i Thailand, at hendes biologiske far bor i Thailand, og at hendes tilknytning derfor er større end til Danmark. Derfor kan hun ikke opnå opholdstilladelse i Danmark.

Ifølge familien har Mints far dog bipolar lidelse og ude af stand til at tage sig af den 13-årige pige. Ratre Thøgersen er på den baggrund rejst med sin datter retur og vil nu afvente, hvad familien kan gøre for at Mint kan komme tilbage til Danmark.

Sagen har trukket stor politisk opmærksomhed fra bl.a. De Radikales udlændingeordfører Andreas Steenberg.

»Mints skole siger god for hende. Hendes lillebror og mor må være her. Det er så trist, så trist og helt uforståeligt. Udlændingeministeriet mener, at Mint bare kan bo med sin far i Thailand. En far, der lider af psykisk sygdom. Det er så langt ude, at man ikke kan forsvare det. På mandag skal Mint være ude. Og en familie bliver igen splittet ad,« skrev Andreas Steenberg i sidste uge på Facebook.

Også SF’s børneordfører Jacob Mark har kastet sig ind i sagen.

»Billetterne er købt og familien er selvfølgelig frygtelig ked af det. Især Mint. Jeg har snakket med dem her til morgen. De håber til det sidste. Jeg har bedt Støjberg om en redegørelse og de har fat i advokater – men lige nu ser det ikke ud til at virke,« skriver han.

Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke (S) håber også, at ministeren vil gå ind i sagen.

Mints tidligere lærer og skoleleder, Thomas Kielgast, har fortalt til Dagbladet, at Mint i hans øjne »allerede er fuldt ud integreret i det danske samfund,« og at skolen ikke var blevet hørt undervejs i Udlændingenævnets undersøgelse.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har ifølge sn.dk afvist at tage sagen op på grund af armslængdeprincippet mellem den udøvende og den dømmende magt. Hun har dog »stor sympati« for familiens sag, lyder det.

Mint har boet i Danmark i halvandet år og er den seneste i rækken af ældre børn, som er blevet udvist af Danmark med henvisning til mangende integrationsevne.

Bl.a. blev en 13-årig kinesisk pige udvist i 2017 i en lignende sag, hvor pigen var kommet til Danmark, fordi hendes mor blev gift med en dansk mand.

Og tidligere i år blev en 12-årig pige fra Filippinerne sammen med sin mor udvist, på trods af at hun havde været i Danmark, siden hun var seks år og havde gået i dansk skole siden 0. klasse.

I sagen med den 13-årige kinesiske pige klagede familien over afgørelsen, og sagen endte i marts i år med, at myndighederne ombestemte sig, og pigen fik lov til at blive i Danmark.

BERIT ERTMANN
Jyllands-Posten

About Radio Sawa

Check Also

Flygtninge kan få permanent ophold i Danmark trods stramninger

Efter fire år kan flygtninge få permanent opholdstilladelse, som ikke kan inddrages ved fred i …

Flertal i Folketinget lovliggør peberspray i hjemmet

Et flertal i Folketinget med regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget et lovforslag, der gør …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: