mandag , juni 18 2018
arda
Home / Nyheder / Hjort: Vi øger samarbejdet med Sverige grundet russerne
Wikimedia Commons

Hjort: Vi øger samarbejdet med Sverige grundet russerne

arda

Tirsdag mødes forsvarsministrene fra Danmark og Sverige for at udvide samarbejdet om eksempelvis overvågning.

Det danske og det svenske forsvar udvider samarbejdet i lyset af det ændrede trusselsbillede i Østersø-regionen.

Sverige er en stor militær magt, som ligger strategisk, men er ikke Nato-medlem og er derfor mere udsat end ellers.

Det siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), som peger direkte på Ruslands adfærd som baggrunden.

– Vi fordyber samarbejdet, vi er startet med at købe fælles uniformer, lave fælles indkøb og på den måde skaffe billigere materiel. Vi laver aftaler om udveksling, siger han.

Det indebærer, at Danmark og Norge fremover kan udveksle radarbilleder med Sverige, som ikke er medlem af Nato. Det er helt nyt i den sammenhæng.

Claus Hjort Frederiksen tager senere tirsdag imod den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, der er på officielt besøg i Danmark.

Der vokser et samarbejde frem, som også drejer sig om fælles militære øvelser ifølge den danske forsvarsminister.

– Vi vil lave lettere adgang til hinandens sø-, luft- og landterritorium, så vores skibe kan sejle igennem svensk territorialfarvand uden at skulle søge om det.

– Jeg forudser, at det vil blive intensiveret fremover det her samarbejde. Fordi vi står med en fælles analyse af de sikkerhedspolitiske udfordringer, hvor specielt Ruslands adfærd er et fælles anliggende, siger han.

Gennem handlinger i Georgien, Ukraine og Syrien har Rusland vist sig at have både formåen og vilje til at anvende militær magt til at opnå politiske mål, er analysen fra Sverige og Danmark.

Desuden vækker det bekymring, at Rusland i stigende grad anvender hybrid krigsførelse, som omfatter misinformation og falske nyheder.

Den seneste tid er der blevet sat fart på det forsvarspolitiske samarbejde i områder, der grænser op til Rusland.

Nato har styrket den transatlantiske forsvarsalliances tilstedeværelse i Østersøen gennem missionen Enhanced Forward Presence.

EU har styrket forsvarssamarbejdet gennem etableringen af et permanent og struktureret samarbejde under navnet Pesco.

Det gør det muligt for lande at gå sammen om mere krævende kampoperationer og at købe militært isenkram billigere.

Danmark står dog uden for dele af Pesco på grund af forsvarsforbeholdet, hvilket ærgrer Claus Hjort Frederiksen.

 
/ritzau/ Jyllands-Posten

About Radio Sawa

Check Also

Tyskland og Holland lægger afstand til Lars Løkkes nye prestigeprojekt

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med en opsigtsvækkende nyhed grundlovsdag, da han annoncerede, at …

Forsvarsministeriet har anket dom i tortursag

Forsvarsministeriet har anket dom i tortursag Forsvarsministeriet anker Østre Landsrets dom om danske soldaters medansvar …

This site is protected by WP-CopyRightPro
X
¤
%d bloggers like this: