mandag , juni 18 2018
arda
Home / Nyheder / Politikere efter afsløringer om flygtningestrøm til Tyskland: »Asylsystemet er reelt set brudt sammen«

Politikere efter afsløringer om flygtningestrøm til Tyskland: »Asylsystemet er reelt set brudt sammen«

arda

Flere politikere mener, at ordningen med kun at søge asyl i et enkelt land ikke længere fungerer.

Det er reelt set umuligt at dæmme op for, at afviste asylansøgere lige nu i stigende grad bevæger sig mod Tyskland efter at have fået prøvet deres sag i Danmark.

Det mener flere politikere, efter Jyllands-Posten søndag har afdækket, hvordan tyske myndigheder modtager asylansøgerne, efter Danmark har afvist at modtage dem.

»Det viser bare, at systemet reelt set er brudt sammen,« siger de konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, og henviser til den såkaldte Dublin-forordning, der ellers betyder, at asylansøger kun må få prøvet deres sag et sted.

Ifølge Naser Khader har netop den forordning været sat ud i kraft i mange år:

»Det er jo ikke sådan, at de asylansøgere, der nu tager til Tyskland, ikke har været i andre lande, inden de søgte asyl i Danmark. Så reglerne bliver ikke fulgt, og det har de ikke gjort i mange år,« siger han.

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, mener også, at systemet ikke fungerer optimalt:

»Men det er bedre end intet system at have,« siger han og peger på, at Danmark også selv sender flygtninge tilbage til de lande, hvor de første gang har søgt asyl, sådan som det er muligt med Dublin-forordningen.

»Så Danmark har også gavn af systemet, selv om det har fejl og mangler,« siger han.

Også Enhedslistens medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget, Nikolaj Villumsen, mener, at sagen viser, at Dublin-systemet reelt set ikke fungerer.

Han mener, at de europæiske lande i stedet bør finde et andet system, der sikrer en solidarisk og fair fordeling af flygtningene ud fra et hensyn til landenes størrelse, økonomi og hvor mange flygtninge, de har taget i forvejen.

»Helt grundlæggende har vi brug for en fair fordeling af flygtninge i Europa, så vi løfter i flok. Sagen her viser, at Dublin-systemet ikke fungerer.«

Ifølge tal fra de tyske myndigheder udsender Tyskland dog kun 1 ud af 10 asylansøgere til Danmark, selv om de altså ifølge de samme tal kunne udsende langt flere inden de seks måneder, som landet har til at behandle sagen. Og det er udlændingeminister Inger Støjberg glad for, siger hun søndag til Jyllands-Posten:

»At tyskerne ikke udnytter mulighederne i Dublin-systemet, minimerer antallet af asylansøgere i Danmark, og det er en god ting for mig,« siger hun.

Men sådan kan man ikke se på det, mener Enhedslistens Nikolaj Villumsen:

»Inger Støjbergs kommentar er patetisk. Tyskland har taget et langt større ansvar i flygtningekrisen, end Danmark har. Det er helt grotesk, at Udlændinge- og Integrationsministeren i Danmark så glæder sig over, at Tyskland ikke når at få behandlet sagerne inden for Dublin-fristen.«

 

CHRISTIAN KLEIN

 

Jyllands-Posten

About Radio Sawa

Check Also

Tyskland og Holland lægger afstand til Lars Løkkes nye prestigeprojekt

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom med en opsigtsvækkende nyhed grundlovsdag, da han annoncerede, at …

Forsvarsministeriet har anket dom i tortursag

Forsvarsministeriet har anket dom i tortursag Forsvarsministeriet anker Østre Landsrets dom om danske soldaters medansvar …

This site is protected by WP-CopyRightPro
X
¤
%d bloggers like this: