Home / samfund / SF siger stop for stopprøver: Ikke brug for flere test

SF siger stop for stopprøver: Ikke brug for flere test

Regeringen, DF og S er enige om at indføre sprogprøver i 0. klasse med den mulighed, at børn skal gå om.

Det bliver ikke med SF’s gode vilje, at børn i 0. klasse fremover skal klare en sprogprøve for at rykke op i 1. klasse.

Derfor står SF uden for delaftalen om bekæmpelse af parallelsamfund på undervisningsområdet. Partiet er ellers med i de øvrige aftaler og forhandlinger om det ghettoudspil, regeringen præsenterede tidligere på året.

– Man skal ikke teste børn mere, end vi gør i dag, siger gruppeformand Jacob Mark (SF).

– Vi vil gerne sætte ind, hvis børn har sprogproblemer. Men at indføre stopprøver for seksårige børn, mener vi er den helt forkerte vej at gå.

 Sprogprøverne skal ledsages af intensiv undervisning i dansk. Og klarer børnene dem ikke, kan de få ekstra undervisning i sommerferien og en chance for en ny prøve lige inden 1. klasse.

Men konsekvensen kan være, at nogle børn ikke rykker op.

– Det er altid svært at beregne det præcise tal for, hvor mange der kommer til at gå om. Men det handler om, at alle børn skal have en chance til, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA).

– Når man starter i 1. klasse, skal man i gang med at lære at læse, skrive og regne. Der er desværre for mange børn, der starter på det forkerte ben.

Socialdemokratiets integrationsordfører, Mattias Tesfaye, opfordrer SF til at tilslutte sig aftalen.

Han fremhæver, at der følger mange millioner med til skolerne i tilknytning til de udsatte boligområder.

– Det er en luksusudgave af en 0. klasse, de her børn vil få, siger Mattias Tesfaye.

– Det giver god mening, at vi lige starter med at prøve af, om børnene taler et alderssvarende dansk. Gør de det, får de den normale folkeskole. Men er de kommet i skole uden ordentligt dansk, får de luksusudgaven.

– Det eneste problem ved den her aftale er, at vi ikke kan rulle det ud i hele landet. Det ville blive alt for dyrt. Men nu starter vi med de udsatte boligområder, siger Tesfaye.

De Radikale er også imod stopprøverne. Partiet er med i den aftale, der klargør, hvordan pengene til ghettoplanen skal findes. Men indtil videre har R ikke tilsluttet sig noget af indholdet.

Politisk leder Morten Østergaard (R) mener, at aftalen om sprogprøver viser, at “vores værdier er i frit fald”.

– Stopprøver i børnehaveklassen betyder, at to helt ens børn, der lige er startet i skole, og begge har lidt svært ved sproget, behandles forskelligt. Alene fordi den ene bor i og den anden bor uden for et udsat boligområde, lyder hans kommentar.

Sprogprøverne bliver først indført i skoleåret 2019/2020. Men allerede fra det kommende skoleår vil der blive gennemført forsøg.

 
/ritzau/

About Radio Sawa

Check Also

Sort arbejde stiger efter mange års tilbagegang

I flere år har sort arbejde i Danmark været faldende. Men den tendens er nu …

Stadig flere indvandrere bliver væk fra dansktimerne

Fraværet blandt flygtninge og familiesammenførte er stigende i 93 ud af landets 98 kommuner. I …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: