Home / Nyheder / R vil skole kontanthjælpsmodtagere uden folkeskolebevis
Flickr

R vil skole kontanthjælpsmodtagere uden folkeskolebevis

arda

Kontanthjælpsmodtagere uden en folkeskoleeksamen skal fremover sendes på skolebænken 30 timer om ugen.

Det er et af Radikales leder Morten Østergaards forslag i en ny integrationsplan, som han har smidt på bordet frem mod næste folketingsvalg, som senest skal finde sted i juni næste år.

Argumentationen for forslaget om “opskoling” lyder, at få indvandrere på kontanthjælp i områder som Mjølnerparken har folkeskolens afgangseksamen.

– Alt for mange overlades til sig selv på kontanthjælp i årevis. Rigtigt mange steder er det folk, som ikke engang har folkeskolens afgangsprøve, siger Morten Østergaard.

Mere konkret skal den såkaldte opskoling foregå på værkstedsbaserede skoler. Her skal de eksempelvis kunne få hygiejnebeviser, matematikundervisning eller lære at reparere cykler.

– Pointen er, at har man ikke kompetencerne til at være på arbejdsmarkedet, så skal man være i gang med at få dem. Det skal man hele tiden. Det er en investering, siger Østergaard.

Radikale vil have forslaget gennemført senest i 2020 og vil afsætte 100 millioner kroner til oprettelsen af nye opskolingscentre.

– Det er et opgør med den passivitet, der hersker i dag, hvor man kun skal aktiveres tre uger om året.

– Hvis man ikke har kompetencerne til at begå sig på arbejdsmarkedet, fordi man ikke end gang kan, hvad der svarer til folkeskolens afgangsprøve, så er det der, vi skal starte. Og vi skal blive ved så længe, det er nødvendigt, siger Østergaard.

På kontanthjælpsområdet vil partiet desuden afskære folk fra at modtage kontanthjælp i mere end tre år.

Hvis man er på kontanthjælp efter tre år, skal man derfor i stedet sendes til opskoling eller i et ressourceforløb, som skal afklare, om man skal have førtidspension.

Forslaget er et af flere, som Radikale kommer med i en integrationsplan, som også er et oplæg til en mulig kommende rød regering, hvis det røde flertal vinder ved næste valg.– Mit bud til Mette Frederiksen er, at vi tager et opgør med symbolpolitikken. Det er et krav til en ny regering, at vi tager et opgør med den fejlslagne udlændinge- og integrationspolitik, siger den politiske leder.

Radikale foreslår i planen også at indføre såkaldte startjob, hvor virksomheder kan sende asylansøgere i arbejde fra første dag.

Desuden vil partiet i højere grad blande skoler, børnehaver og ungdomsinstitutioner, så der er tosprogede børn i alle institutioner.

 
Jyllands-Posten/Ritzau/

About Radio Sawa

Check Also

Politiet fandt flere patronhylstre efter skyderi i Lyngby

Der er ikke meldinger om nogen sårede. Nordsjællands Politi rykkede sent onsdag eftermiddag ud til …

Pizzeriaejer rejste til Iran for at begrave forældre – nu risikerer han at blive udvist efter 25 år i Danmark

Den 53-årige iraner slår fast, at han ikke vidste, at han overtrådte reglerne. På Fanø …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: