Politiinspektør opfordrer andre eventuelle købere af stoffet til ikke at indtage det.
Der er i øjeblikket farlige stoffer i omløb i Haslev på Sydsjælland.
Sådan lyder det lørdag eftermiddag fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Advarslen fra politikredsen kommer efter, at to 15-årige drenge fredag eftermiddag købte et amefetamin-lignende stof af en yngre mand i Haslev.
Efterfølgende indtog begge drenge stoffet med alvorlige bivirkninger til følge. Ifølge politiet måtte de begge indlægges akut på hospitalet.
»Den ene unge ligger pt. i koma, mens den anden nu er uden for livsfare. Vi opfordrer eventuelle andre købere af amfetamin i Haslev til ikke at indtage stoffet, da det kan være forbundet med livsfare,« lyder det fra politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.
Politiinspektøren opfordrer personer, der eventuelt har kendskab til sælgeren, om at henvende sig til poltiet. Politikredsen kan kontaktes på tlf. 114.
EMILIE HOLT VISSING
Jyllands-Posten