De seks største kommuner har kritiseret lovgivningen bag førtidspensionen for at være for stram. Derfor vil Regeringen gennemgå loven, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (Venstre).
København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg og Randers mener, at alvorligt syge borgere sidder fast i systemet. Borgerne må klare hårde dokumentationskrav for at få førtidspension og sagsbehandlingen kan tage årevis.
Derfor ønsker de loven ændret.
I København fik 322 personer sidste år førtidspension. Det er 0,07 procent af alle 16-66-årige. I Odense var det 386 personer (0,28 procent), i Aalborg 249 personer (0,17 procent) og 379 personer i Aarhus (0,16 procent).
Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Loven blev i 2012 gennemført af Mette Frederiksen (Socialdemokratiet) som beskæftigelsesminister og et bredt flertal. Loven gjorde det næsten umuligt at få førtidspension for borgere under 40 år.
– Overordnet set var det en god reform. Men der kan være nogle børnesygdomme, siger Troels Lund Poulsen.
TV2