Home / samfund / Muslimsk privatskole er blevet sat under skærpet tilsyn
Foto: Google Maps

Muslimsk privatskole er blevet sat under skærpet tilsyn

arda

Efter fund af undervisningsmateriale er Nordvest Privatskole i København blevet sat under skærpet tilsyn.

Den statsstøttede Nordvest Privatskole i København er blevet sat under skærpet tilsyn.

Det sker efter fund af noget undervisningsmateriale på arabisk, der blandt andet bruger begreber som “jihad” og kamp.

Det skriver Berlingske.

Undervisningsmaterialet skaber tvivl om, hvorvidt skolen holder sig inden for rammerne af den danske friskolelov, skriver avisen.

– Vi blev i første omgang ikke oplyst af skolen om undervisningsmaterialets eksistens, men måtte selv finde det i et kopirum. Der bliver brugt begreber som “jihad” og “kamp”, og der er billeder af en soldat.

– Det tyder på, at der kan være problemer med, hvad der undervises i på skolen. Derfor vil vi nu undersøge skolens undervisning og samlede virke nærmere, siger Susanne Sehestedt Clausen, vicedirektør i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, til Berlingske.

Hun er opmærksom på, at jihad kan betyde forskellige ting.

– Vi er klar over, at jihad kan betyde mange ting, men i det konkrete tilfælde er sammenhængen påfaldende. Nu skal vi undersøge sagen nærmere, siger vicedirektøren.

Tilsynet har nu ifølge avisen bedt den muslimske friskole om at redegøre for indholdet i undervisningsmaterialet, og hvordan det bliver anvendt på skolen.

Skolen er desuden blevet bedt om at redegøre generelt for den arabiske undervisning på skolen, samt hvilken faglig baggrund de ansatte undervisere har.

Det var under et uanmeldt besøg på skolen i slutningen af juni, at tilsynet fandt det pågældende undervisningsmateriale på arabisk.

Skolens bygninger blev sidste år købt af firma med forbindelse til en svensk religiøs forening og verdensomspændende islamisk organisation.

Det sammenholdt med det arabisksprogede undervisningsmateriale og mangelfulde redegørelser fra skolens ledelse har ifølge Berlingske gjort, at styrelsen har sat skolen under skærpet tilsyn med øjeblikkelig virkning.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, mener, at skolen bør lukkes helt.

– Vi har forsøgt at samle flertal for at forbyde muslimske skoler helt, men det er vanskeligt rent praktisk, og så står vi også ret alene med ønsket om helt at lukke muslimske skoler. Men i dette konkrete tilfælde kan alle vel se, at skolen skal lukkes, siger han i en skriftlig kommentar.

Nordvest Privatskoles styrelse og ledelse har ikke ønsket at udtale sig om sagen til Berlingske.

Det er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som fører tilsyn med landets fri- og privatskoler.

Jyllands-Posten /Ritzau

About Radio Sawa

Check Also

Imamer vil opfordre ansøgere til at omgå krav om håndtryk

At undlade at give hånd til personer af modsat køn handler ikke om mangel på …

Regeringen vil sikre bedre hjælp til de mest psykisk syge

Mennesker med de sværeste og mest invaliderende psykiske lidelser skal have bedre hjælp. Det mener …

This site is protected by WP-CopyRightPro
%d bloggers like this: